Erhvervshus ansætter erfaren direktør

Det nye Erhvervshus Sydjylland har ansat en erfaren erhvervsleder som direktør, nemlig 45-årige Jacob Chr. Nielsen fra Vilstrup ved Haderslev.

Jacob Chr. Nielsens erfaring omfatter ikke alene den nationale, men også den internationale bane. Han har bl.a. haft topposter inden for ECCO-koncernen både i Danmark og i udlandet og været økonomiansvarlig for Brdr. Hartmanns fabrik i Tønder og inden for Sauer Danfoss-koncernen.

Gennem seks år har Jacob Chr. Nielsen endvidere været administrerende direktør for vejgodstransportens førende danske brancheorganisation, ITD, hvor hans markante resultater har vakt betydelig opmærksomhed.

Senest har Jacob Chr. Nielsen været tilknyttet Universal Transport og Universal Flytteforretning som administrerende direktør.

Også i fritiden er Jacob Chr. Nielsen aktiv og engagerer sig i udviklingen i sit lokalsamfund. Han har desuden gennemført flere maratonløb og har også cyklet til Paris med Team Rynkeby.

Jacob Chr. Nielsen er gift med Mette og far to børn.

Et fyrtårn

Erhvervshus Sydjyllands bestyrelsesformand, borgmester Henrik Frandsen, Tønder, glæder sig over, at det er lykkedes at få den nyoprettede direktørstilling besat med en så kompetent og markant erhvervsmand.

- Jacob er et fyrtårn i dansk og international erhvervsliv. Han er en visionær leder med meget bred erfaring, og han har et stærkt personligt drive for at skabe resultater. Desuden har Jacob et omfattende netværk og er en fremragende kommunikator. Med Jacob i spidsen for Erhvervshus Sydjyllands erhvervsfremmeindsat er vi særdeles godt rustet til opgaven med at hjælpe det sydjyske erhvervsliv til at skabe øget vækst og udvikling, siger Henrik Frandsen.

Drømmejobbet

Jacob Chr. Nielsen beskrives af kolleger og samarbejdspartnere som en moderne og fremsynet leder med en positiv og imødekommende tilgang.

Selv betegner Jacob Chr. Nielsen sin nye stilling som et drømmejob.

- Virksomhedernes rammevilkår er helt afgørende for vores muligheder for at stå distancen i den stigende internationale konkurrence. Samspillet mellem private og offentlige aktører er derfor vigtigere end nogensinde, og jeg glæder mig til at samarbejde med kommuner og medarbejdere om at skabe bedre rammevilkår for de sydjyske virksomheder, siger den nye direktør.

Kort om Erhvervshus Sydjylland

Erhvervshus Sydjyllands opgave er at tilbyde vækstvirksomheder og vækstiværksættere sparring og individuel kortlægning af deres vækstmuligheder og potentialer.

Erhvervshus Sydjylland har afløst det tidligere Væksthus Syddanmark. I forbindelse med en omlægning af erhvervsfremmeindsatsen i Danmark blev det syddanske væksthus fra årsskiftet omdannet til Erhvervshus Fyn med base i Odense og Erhvervshus Sydjylland, der har adresse i Vojens.