Flere busser mellem Rømø og fastlandet

Det har længe været et stort ønske at opgradere den kollektive trafik på Rømø, og nu sker det.

Transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt har bevilliget 1,5 millioner kr. til forbedring af den kollektive trafik til og fra Rømø. Tønder Kommune bidrager med et tilsvarende beløb, så i 2017 og 2018 investeres der i alt tre millioner kr. ekstra i betjeningen af vadehavsøen.

Der vil blive indsat flere afgange mellem Skærbæk og Lakolk/Havneby for at understøtte turismen. Her vil der være fokus på både at transportere besøgende til og fra Rømø, men også pendlingsmulighed for ansatte i turismeerhvervene. Det vil betyde flere aften- og weekendafgange. 

Der vil også blive fokuseret på erhvervsudviklingen på Rømø Havn. Der vil blive oprettet direkte afgange mellem Skærbæk og Havneby om morgenen og om eftermiddagen, så folk, der arbejder i Havneby, kan køre med en direkte forbindelse. 

Rømø vil blive betjent med busser med lav bund, så passagerne kan medtage cykler.

Rømødæmningens ubeskyttede beliggenhed og de omskiftelige vejrforhold gør, at mange cykelturister enten fravælger øen, eller benytter bil over dæmningen. Busser, som kan medtage cykler, vil betyde flere cykelturister.

Borgmester Henrik Frandsen er begejstret for udsigten til bedre betjening af Rømø:

- Rømø er en vigtig feriedestination, og det er glædeligt, at vi nu kan betjene turister og ansatte på øen med flere og bedre busafgange. Det giver også gæster på Rømø god mulighed for at besøge Skærbæk for at handle og benytte byens tilbud, siger borgmesteren.

Tønder Kommune vil arbejde for, at der bliver anlagt en ny vendeplads for busser på Lakolk. I øjeblikket kører busserne 1½ kilometer ned af Småfolksvej for at vende og returnere til Lakolk butikscenter. Det vil være en stor gevinst, hvis Småfolksvej kan holdes fri for busser. Samtidig vil det reducere rutens samlede køretid og dermed forbedre servicen. 

Efter sommerferien vil Tønder Kommune gå i dialog med lokale aktører på Rømø, så de nye afgange bliver planlagt optimalt og får så mange nye brugere som muligt.

Udvidelserne vil træde i kraft i begyndelsen af 2017.