Millioninvestering skal løfte Tøndermarsken

Tøndermarsk Initiativet blev på et pressemøde i Højer præsenteret af filantropidirektør Anne Skovbro, Realdania, og borgmester Henrik Frandsen, Tønder Kommune. (Fotos: Jane Rahbek Ohlsen)

Tønder Kommune, A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal og Realdania vil sammen investere godt 210 millioner kroner i et massivt løft af den sønderjyske Tøndermarsk. Investeringen skal sikre en bæredygtig udvikling af området. 

- Tøndermarsken er et helt unikt kulturlandskab med et stort potentiale ikke mindst i forhold til turismen. Derfor skal vi synliggøre området mere og samtidig udvikle det og gøre det endnu mere tiltrækkende, bl.a. ved at skabe mere liv og atmosfære i Højers historiske og karakteristiske bymidte. Det vil have stor betydning for turismen i hele Tønder Kommune, og det vil gøre det mere attraktivt at bo i området, siger borgmester Henrik Frandsen fra Tønder Kommune.

Han glæder sig over, at A.P. Møller Fonden og Realdania ser mulighederne i området og ønsker at bidrage med meget store investeringer.

- Det er en håndrækning noget ud over det sædvanlige og en enestående chance, som vi vil gribe med både begejstring og taknemmelighed, siger borgmesteren.

Initiativet fokuserer på flere fronter. Udover byomdannelse i Højer handler det om udvikling af turisme og erhverv og etablering af stier og skilte, der skal give besøgende bedre adgang til Tøndermarsken. Da klimaændringerne har ført til forhøjet havvandstand, skal klimatilpasnisninger omkring Vidåen også indgå i projektet både ude i marsken og Tønder midtby.

Pengene skal bruges i løbet af de næste fem år. Og det er i høj grad op til de lokale erhvervsdrivende, borgerne samt organisationer og myndigheder at være med til at definere og konkretisere de projekter, der skal have støtte fra parterne.

Verdensnaturarv

Tøndermarsken er en del af det danske Vadehav. Området har siden 2010 været nationalpark, og i 2014 blev det optaget på UNESCOs prestigefyldte liste over verdensnaturarv.

-Tøndermarskens lige findes ikke andre steder i verden. Her er et enestående fugleliv og et landskab af vandløb, sluser og diger skabt af mennesker i grænselandet gennem århundreder. Derfor ser vi det som en national opgave at være med til at beskytte marsken og sikre bedre adgang til området, siger direktør Henrik Tvarnø fra A.P. Møller Fonden.

Området rummer desuden en række huse, der er præget af både dansk, tysk og frisisk bygningshistorie.

- Højer og Tøndermarsken rummer en unik bygningskultur, der er skabt med lokale materialer og tilpasset marsklandskabet. Sammen med den enestående natur og de mange egnsspecifikke fødevarer udgør det et enormt potentiale. Og det er hele det lokale potentiale, vi bygger på. Det er et uvurderligt afsæt for at udvikle og udbrede kendskabet til Tøndermarsken, siger filantropidirektør Anne Skovbro fra Realdania.

Parternes vision for projektet er at samle lokale, regionale og nationale kræfter om at udvikle Tøndermarsken, så det bliver endnu mere attraktivt at besøge, arbejde og bo i.

Fakta om Tøndermarsk Initiativet