Nyt liv i gaderne i Løgumkloster til foråret

Tønder Kommune og Tønder Forsyning er på vej med orientering til de berørte grundejere og handlende om de fælles planer for renovering af centrale gader og pladser i Løgumkloster. Både under og over gadeniveau i tæt koordinering mellem de 2 parter. Det skal være så skidt, før det bliver rigtigt godt – og det bliver godt: smukkere gaderum med ny indretning, bedre tilgængelighed og ikke mindst bedre trafikmiljø. Men først opgravning af gader, støj og besvær for især de handlende fra marts og 5 måneder frem til afleveringen i august 2019.

Projektet er del af områdefornyelsen Liv i Løgumkloster, der begyndte for alvor for snart 2 år siden. Byens borgere har deltaget talstærkt i udarbejdelsen siden de første tanker ved Borgerforeningen i 2015. Undervejs er der skaffet midler fra Trafik-, bygge- og boligstyrelsen samt Tønder Kommune, og planerne er blevet mere konkrete. Land+ landskabsarkitekter vandt udbuddet om at projektere de konkrete forslag. De sikrer, at drømme og ideer om nyindretning og i Trafikplan 2015-2019 realiseres.

Indsatserne sker på strækningerne:

  • Fra Kirkeallé via Mellemgade til Markedsgade
  • Fra Markedsgade til Fredseg-pladsen til Busholdepladsen

Markedsgade
Gaden ligger smukt sydvestvendt mod Markedspladsen. Langs facadernes sættes en kant af piksten til at optage små fremspring. Ved at samle p-arealet med fodgængerarealer i samme klinker kan zonen langs med butikkerne gives et mere arkitektonisk samlende udtryk.

P-arealerne er vigtige for byens handelsliv, der også styrkes af Markedsgade som en fordelingsvej i byen. Der anvendes brosten som overkørsler. Ved at udlægge parallelparkering i begge sider bliver det muligt at etablere en ny trærække langs med handelsgaden, der samler den lidt spraglede facaderække.
Søjleege fjernes, fordi der er for mange arter på et lille sted. Nye solitærtræer plantes ved Centralhotellet - og på p-pladsen ved f.eks. skulpturgruppe.

Mellemgade

Forbindelsen mellem kloster og by langs Mellemgade er vigtig. Dette fremhæves ved at udvide fortovet på østsiden med ca. 70 cm og lægge klinker som på Markedsgade.
Der etableres et opholdssted under trægruppen på hjørnet til Markedsgade.
Nye belysningsarmaturer langs Mellemgade nord og syd langs biografen.
Mellemgade ensrettes mellem Markedsgade og Storegade med kørselsretning fra nord til syd.
Belysningen spiller en stor rolle for oplevelsen af byen og kan fungere som ledetråd langs Mellemgade.

Fredsegens plads og busholdepladsen

Omkring egen etableres en respektzone med bænke = Fredsegens Plads.
Blommebladet tjørn „krydser“ Storegade – og bidrager til en smuk overgang fra kloster til midtby. Tjørnen med sin hvide blomstring og gyldent efterårsløv giver det lidt sterile rum et tiltrængt grønt indslag. Der opstilles et busskur ved trægruppen på busholdepladsen.

Søg om tilskud til bygningsfornyelse

Der kan snart søges som tilskud til bygningsfornyelse mellem 30-50%. Information er på vej om hvornår, hvordan og hvor meget, der kan søges over de næste 3 år fra 2019 til og med 2021.

Legepladsen ved Ungdomsklubben

Legepladsen er også undervejs i projekteringen, så der kommer dels picnic for camperne - og dels ophold- og leg for byens unge og børn. Indvielse før sommerferien. Planen hænges op i skole/r og hall m.v.


Fakta:

Områdefornyelsen har et samlet budget på i alt kr. 7,5 mio.kr.
1/3 i statsstøtte og 2/3 kommunale midler.
Yderligere information, se www.loegumkloster.dk 

Statens Kunstfond yder bl.a. støtte til kunst i det offentlige rum, så også historie og nutid flettes sammen. Der er søgt, men endnu ikke accept på støtte til et kunstnerisk bidrag ved fredsegen i anledning af 100-året for genforeningen i 2020. Et nyt mødested omkring egen – med dybe rødder.